Tid til at sadle om

Siden jeg for godt et år siden stiftede sadelfirmaet Balance Rideudstyr, har jeg flere gange ugentlig, med mine sadler bag i bilen, besøgt heste og ryttere i stort set alle dele af landet.

Ryttere med helt forskellige udgangspunkt, både ridemæssigt og økonomisk og med mange forskellige hestetyper og racer, har henvendt sig for at få mig ud til en prøvelægning af vores Balance-sadler.

Overvejende har denne efterspørgsel jo været positiv, når man har satset på et firma med salg af sadler, som på mange måder er forskellige fra normen herhjemme. Men, men men, oplevelserne med de mange prøvelægninger, har på mange måder også været en deprimerende oplevelse.

Noget er helt galt.

Mange af de heste, jeg har prøvelagt sadler på, har været i en sørgelig forfatning: Vigende overlinie d.v.s. svajrygget og ingen muskler på ryg, oversiden af hals og bagpart, og jeg taler om heste i sin bedste alder. Heste der på alle måder bliver passet og plejet - redet, skoet, striglet, perfekt fodret og kærligt taget sig af. Men på trods af hele denne velvilje og omsorg, ligner mange af dem i 6 – 9 års alderen øg på over 20.

En uhyggelig verdensrekord

Og apropos hestenes alder, så har vi i lille Danmark en verdensrekord som vi på ingen måde har grund til at være stolte over: Vores gennemsnitsalder på rideheste er den laveste i verden - godt 8 år.

Naturligvis mener jeg, med mit kendskab, min erfaring og overbevisning at, forkerte sadler og forkert tilpassede sadler, er en stor del af grunden til at billedet tegner sig så dystert. Når man lægger to hårde smalle puder tæt på hestens rygrad og ofte hen over skuldrene også, sætter sig op og tror at hesten kan bære ens vægt under disse betingelser, så tager man fejl – hesten bliver syg. Vend en traditionel engelsk dressursadel om og se hvor lille et område sadlen har til at fordele vægten af rytteren, så har vi en del af problemets rod.

Men det er ikke hele årsagen. Hvis vi skal finde den, må vi erkende at vi rider for dårligt og ved for lidt om heste.

En sund hobby

Det er jo på mange måder godt at, så mange mennesker i alle aldre og med helt forskellig miljømæssigt udgangspunkt, finder glæde i en sund interesse som ridning . Det er fysisk velvære, frisk luft og mental udvikling og livskvalitet i samværet med hesten. Kort sagt, sundt for krop og sjæl og dermed en god kontrast til de betingelser vi ellers er underlagt i et moderne højteknologisk samfund.

Men siden ridningen er blevet en allemandshobby, er der sket et skred i kvaliteten.

Helt op til begyndelsen af forrige århundrede, var det kun de ganske få, af samfundets mest privilegerede, beskåret at beskæftige sig med ridningen som hobby. Adelen og det finere borgerskab havde tid og penge til at holde liv i en meget fin og gammel tradition. Og også tid og penge til at bibeholde traditionen i en form som havde et kulturelt og historisk og ikke mindst et hesteetisk fokus. Man havde tid og råd til at tilegne sig viden og færdigheder, som byggede på århundreders erfaring med heste. Erfaringer fra en svunden tid, hvor hesten på alle måder bar os frem til et velstående samfund – i krig, foran ploven og vognen.

Man havde rideakademier hvor ryttere brugte flere år på at tilegne sig en velanset uddannelse. Og i disse uddannelser rundt i hele Europa, lå et element af hestens sundhed og holdbarhed implicit i ridningens grundopbygning. Man lærte helt konkret at ride, så hesten kunne holde sig sund gennem et langt rideliv.

Mindre fint, men med samme motiv, red cowboys i USA på deres arbejdsheste. Hestene var deres vigtigste forudsætning for at tjene til føden og derfor var det helt naturligt at ride på en måde, der var også var god for hesten og gav den optimale betingelser for at leve længe.

I landbruget over det meste af verden var man afhængig af hesten, hesten var et afgørende aktiv og de levede længe. – En 30-årig hest foran vognen var slet ikke ualmindeligt.

Nu har vi heste for sjov. Ingen på vore breddegrader er afhængige af hesten mere. Men når vi anskaffer os dyr for sjov, må vi samtidig påtage os ansvaret og handle forsvarligt. Og for at gøre det, skal vi se tilbage og tilegne os den viden som er blevet overleveret gennem mange århundreder. Og ikke blot ligge under for moderne luksus som mode, status, konkurrence, egen bekvemmelighed og et nærmest dogmatisk rytter-regelsæt som kun har få årtiers ophav.

Rideskolerne har et stort ansvar

Langt de fleste af os hestefolk har på et eller andet tidspunkt i livet, redet på rad og række på flegmatiske rideskoleheste. I midten af ridehuset stod en træner eller berider som råbte til os: "Hælene ned, hænderne ned, tag mere fat i udvendig tøjle, læg indvendig schenkel længere tilbage!"

Hvor mange af os der egentlig fik lært at ride, er jeg meget i tvivl om. Hvem lærte os om hestehåndtering uden at vi fik vabler i hænderne, om hestens anatomi, dens kommunikationsmønster – Hvem lærte os at kende heste.

Naturligvis findes der uden tvivl gode rideskoler med stor viden og rigtigt gode intentioner, men når jeg kommer rundt med mine sadler og de forskellige ryttere skal prøve at ride i dem, så tegner der sig et billede, som er alt andet end overbevisende positivt.

Selvopfattelsen som dygtig rytter fejler ikke noget, man sætter sig op med stor stolthed og sikkerhed og begynder at ride rundt. Efter nogle minutter begynder man at "samle hesten", dette bliver gjort med et hårdt tag i tøjlen og hesten runder pænt sin hals og ellers er resten af dens store krop alt andet en samlet – den er anspændt, bærer på forparten og sænker sin ryg. Og så står jeg med svaret på, hvorfor Danmark er verdensrekordholder. Og jeg sælger måske en sadel der er ergonomisk rigtig for hesten og er glad fordi jeg i det mindste har været med til at gøre ridningen mindre smertefuld for den enkelte hest, men jeg ved også med mig selv, at hesteetik handler om andet og meget mere end den rigtige sadel.

Den enkelte rytter og hesteejer gør alt med de bedste intentioner, ingen tvivl om det. For vi elsker af et rent hjerte vores firbenede venner. Vi forsøger efter bedste evne at sætte os ind i den rigtige fodring, hovpleje, staldforhold osv. Og vi føler os overbeviste om at, det vi lærte på rideskolen er det rigtige, for hvordan kan så mange mennesker tage fejl!

Men mange har taget fejl og fornægtet den historie og viden der kan hentes, hvis blot man søger lidt tilbage.

Og flere er de senere år kommet på banen med andre måder at gøre tingene på.

Klaus Ferdinand Hemfling, Bent Branderup, Monty Roberts og mange flere har skrevet bøger der handler om hestehåndtering på en helt anden måde end vi lærte på rideskolen. Hestehåndtering og ridning der bygger på samarbejde med hesten og ikke blot dominans ved brug af hårde hjælpere. At man i det hele taget kan finde på at, kalde hård tøjlepåvirning, schenkler med sporer, hånden med pisk for hjælpere for et så følsomt dyr, som en hest. Så følsom at, den er i stand til at kommunikere med andre heste, blot ved f.eks. en lille bevægelse med ørene og så følsom at, en flue på maven rystes af med en lille vibrering af musklerne.

Vi har i dag mulighed for at tilegne os mere viden om heste end nogensinde før og vi bør gøre det. Uanset om vi fanatisk elsker den ene hestetype frem for en anden eller om vi rider tur, dressur, spring eller klassisk, så er vores heste bedst tjent med en basal viden om hvordan vi skal ride de forskellige former uden at skade den og forkorte dens levetid. Og anvende udstyr som ikke plager den og gør den syg.

Det er ikke min hensigt at lange ud efter nogen med denne artikel. Mit motiv er at få flere til at ændre kurs og turde stole på sin egen evne til at hente viden og føre den ud i livet og ikke altid blot lytte til dem der råber højest og er flest.

Inge Marie Gercke, Balance Rideudstyr.

http://www.balance-rideudstyr.dk/