Hestebladet, februar 2000. En kommentar fra dyrlæge Lennart Østblom, dels vedr. Kottas, dels vedr. Hotho Westergaard betragtninger i HesteBladet, december 1999.

AT RIDE RIGTIGT...
er i høj grad et af de kontroversielle emner i den løbende debat i hesteverdenen - en meget tiltrængt debat, som HesteBladet har valgt at være bannerfører for.
Jeg vil kommentere den moderne rideteknik - og den moderne hestemodel contra klassisk grundridning og holdbarhed udfra mine forudsætninger. Anledningen er artiklen om nakkeskader i HesteBladets november nummer, hvor jeg som deltager i kongressen, hvor emnet blev behandlet, har leveret baggrundsmaterialet.

Ligeledes fortjener berider Hotho Westergaards kommentarer i decembernummeret til artiklen om nakkeskader et par ord med på vejen.
- Og ikke mindst artiklen om 1.chefberider ved Den Spanske Rideskole i Wien Arthur Kottas-Heldenberg’s foredrag ved Hestepraktiserende Dyrlægers Forening’s årsmøde i samme nummer.

Kritik fejes af vejen som uvidenhed..
Da det er karakteristisk for danske instruktører, der vil imødegå den fremstormende kritik af hjælpe(tvangs)midler at feje kritikerne af bordet med påstanden om, at disse er uvidende, vil jeg - for ikke at falde i samme kategori - kort skitsere min egen baggrund for at udtale mig.

For ikke længe siden spurgte en kollega af mig en af mine samtidige fra vores uddannelsestid som jægersoldater ved det svenske kavalleri, hvordan det var med min ridefærdighed. Den var helt fin, svarede han.
Når jeg tillader mig at nævne dette, så er det, fordi den stolte baggrund var, at vi både ved Norrlands Dragoner og på det svenske rideakademi, Hærens Ride- og Køreskole på Strömsholm dengang blev undervist af nogle af verdens bedste rideinstruktører.

Én af dem, ryttmästare greve William Hamilton viser på et billede fra den tid et klassisk eksempel på korrekt ridning på højt niveau.

Visdomsord fra en svunden tid..

- Og lad mig videregive nogle visdomsord fra den tid:

"Hesten har en kompliceret natur og en mængde egenskaber. Den er bange for alt ukendt og samtidig meget nysgerrig. Selv som tamhest har den bevaret de egenskaber, som karakteriserer vildhesten.

Den ser ikke godt, og frem for alt har den svært ved at koncentrere blikket på bestemte genstande.
Til gengæld er dens hørelse og fornemmelser gode, og på dens øren kan man se, hvad den i øjeblikket er interesseret i.

Den hukommelse er meget god, og derfor er den nem at dressere.

Dressurens formål er at lære hesten

1. at adlyde
2. at bære sin egen og rytterens vægt med mindst muligt slid ved
hovedsagelig at bruge de kraftige bagben og spare de sarte forben.

I skridt på for løs tøjle skal hesten bevæge sig helt fri for rytterens hånd. Ved at forkorte tøjlen øger man hestens opmærksomhed. Halsen bliver mindre udstrakt og holdningen ændres. Mulen skal være lidt foran lodlinien og det er ligeså fejlagtigt at hesten går over biddet som under biddet.

Dette kaldes skridt på tøjlen, og bevægelsen skal være blød og taktmæssig."

Jeg græmmes..
Gennem årene har jeg græmmet mig over at være vidne til, at man, selv ved stævner med klasser på højt plan, ikke formår at ride efter disse grundregler og dermed taber muligheden for at ride hesten blødt og taktmæssigt frem til biddet med mindst mulig anstrengelse.

Ved et stort stævne for få år siden fremførte jeg kritikken overfor én af vores prominente dommere og fik det svar, at det kunne accepteres, at hestene til en vis grad gik under biddet.
Så det er ikke underligt, at man også ved at bladre i fx Ridehesten ser næsten alle heste på alle niveau’er afbilledet under rytter gå under biddet. Endog kan man opleve en profileret instruktør med indflydelse på meningsdannelsen i samme blad i en undervisningsserie benytte samme taktik.

Betryggende ikke at stå alene..
Det er dog altid betryggende ikke at stå alene, og derfor glædede det mig umådeligt at se én af de store svenske ryttere fra den svundne tid, ryttmästere Dag Nätterquist fremføre samme bastante kritik i et stort svensk dagblad i forbindelse med Göteborgstævnet, omhandlende de internationalt placerede ryttere.

Uvæsenet må ophøre..
Når der tillige fremkommer grundige, tyske undersøgelser, der peger på, at denne moderne rideteknik kan være årsag til smertefulde organforandringer i nakkeregionen hos hestene, må en fornuftsbetonet erkendelse medføre, at dette uvæsen ophører, således at rideforbundet tager affære overfor sine instruktører og pålægger dem at ride og undervise efter grundreglerne og lade være med at overskride naturlovene.

Ingen begrundelse for at påføre hestene skader..
Derfor læser jeg med næsten sædvanlig frustration berider Hotho Westergaards helt igennem fejlagtige argumentation for en accept af metoderne i såkaldte "kyndige hænder". Jeg ser nemlig ingen forskel.
Der findes ingen begrundelse for at bruge metoder, der kan påføre hesten smertefulde skader og tillige forringe ridekunstens høje værdi og målsærning. Man må næsten glæde sig over, at der findes for få instruktører.

Et spekulativt modesving i hesteavlen..
Til gengæld vil jeg gerne medgive instrukrørerne og rytterne, at de har fået en hestemodel, der en væsentlig vanskeligere at ride end tidligere tiders model. Det kan være årsagen til, at vi er vidne til disse tvangsmetoder og en skræmmende dårlig holdbarhed.

Disse heste, der er et resultat af et spekutalivt modesving i hesteavlen, klarer simpelthen ikke det, vi byder dem. De er for store, for uharmoniske, for kraftfulde i bevægelsen. I denne sammenhæng vil det være antageligt at mene, at de lange halse er provokerende for, at organskader opstår i nakkeregionen, ligesom strubepibning provokeres herved.

Et enormt resoursespild..

Så er vi tilbage ved debattens centrale områder, der beskriver et enormt resourcespild, ringe hestevelfærd og en lidet flatterende ridesport, som intet publikum gider se på og en dagspresse, der boykotter hele molevitten.

Provokerende i en god sags tjeneste..
Man kan derfor ikke fortænke mig i at blive helt euforisk ved at læse omtalen af 1.chefberider Arthur Kottas-Heldenberg’s foredrag. Han tør, ligesom jeg, være provokerende i en god sags tjeneste.

For provokerende er det at erklære til en stor dyrlægeforsamling: "I kunne lukke jeres praksis, hvis man tog samme hensyn til hesten, som vi gør på Den Spanske Rideskole."
Det er nemlig rigtigt, at man kan opnå utrolig meget herved, omend der er brug for dyrlæger - men på et andet professionelt plan.

Jeg har selv prøvet det mange gange.
Først med min egen rytterbaggrund, hvor der stilledes store krav krav til hestene og rytterne.
Dernæst, hvor det var muligt, ved som dyrlæge at få styringen med sundhedstilstanden på en rideskole, i en hestestald og med egne heste.

Det er nødvendigt at sadle om
Det er jo klar tekst i dette foredrag, hvor disciplin og følsomhed går i spand, og hvor en traditionsrig erfaring demonstrerer, at store heste har ringe styrke, og at hestens bedste præstationsalder er mellem 12 og 20 år.

Så det er muligt at gå på en bedre skole og sadle om.

Det er også nødvendigt.
Af Lennart Østblom
Dyrlæge